Black n white

Der er to toner man aldrig bliver træt af at se på. Det er sort, og det er hvid. Sammen daner det nogle af de smukkeste toner, og sammen har de givet os nogle af vor tidligste minder. Sort hvid fotos har fyldt vores hukommelse gennem generationer, men i disse tider er det en skala der er under pres. I disse farve stunder er der ikke mange magasiner eller aviser de ikke køre pantone skalaen fra ende til anden. 

CMYK er det nye black….efter at dømme på mængden af sider der kører igennem nutidens digitale tryk maskiner. 

En af de fotografer der gennem de sidste 4 årtier har skabt fantastiske billeder fra en ellers lukket verden er musikfotografen Jan Parsson. Han har fotograferet der største Rockbands i 60erne og 70erne og frem mod nutiden, og vel at mærke på en smuk og ligefrem måde. Han har fotograferet så man kan høre summen backstage og lugte sveden i omklædningsrummet. Han har været med helt inde tæt på hvor man nærmest aldrig kommer idag. 

Han fotograferede i en tid hvor man kunne gå ind på hotel D angletere og hilse på stjernerne uden at blivet banket af en to meter og ti høj neger med solbriller og strømpistol. Jan Persson har fotograferet dem alle, og dem han ikke har fotograferet var ikke noget ved musikken. Det er billeder af The Beatels, Jimmi Hendrix, Louis Amstrong i Tivoli, David Bowie og iggy Pop på banegården, Erik Clapton siddende på gulvet mens han stemmer guiter, Ringo star på værtshus, Ben webster på sax og Keith Jarret der religiøst folder hænderne i et guddommeligt lys.Det er intet mindre end små mirakler, og man føler man er helt inde hvor der sker. Men der er også en distance i nogle af billederne, man fornemmer Jan har været en del af en støre setup i et overfyldt hotelværelse, eller på toppen af rundetårn med en horden af mennesker. Men Jan persson kan noget med øjeblikket. Han kan noget med tilfældet der gør at billederne, der ikke er impronerende komposotoriske mesterværker, bliver magiske. Ud over fremkalder og fixer har han blandet filmen med et stof af en ph værdi der ikke kan måles. En fotografisk x-faktor som man måske vil sige i disse tider. Et stof der hedder Jan, og som kun Jan er gjort af. Et personligt udtryk, der gør billederne specielle. Han siger selv fotografierne ikke er kunst, men håndværk. Til det vil jeg give ham ret, men han var der, han var der, han var der, og så var dét der. bang. Billedet. Som vi husker 30 år efter. i sort hvid. Bang. Dog synes jeg ikke bogens format matcher denne mester. En coffe tablebook ala en Taschen produktion havde løftet billederne. Et mere ekslusivt setup, med et signeret print og noget mere unikt. Det havde passet Persson bedere. Bogen er simpelthen for klein.  

Og så tager vi springet til nutiden og til den anden siden af jorden, hvor den danske fotograf Jacob Carlsen har fotograferet asien tyndt. Det er en bog lavet af et af de største talenter fra Politikkens fotoafdeling. Han var elev på det legendariske slut 90er politikenhold men Tine Harden, Nicolai Fuglsig, Joachim Ladefoged og med Heine Petersen som fotochef. Det var dansk presses svar på FC Barcelona. Et hold der 3 år i træk vandt world Press photo langt før de andre aviser kunne stave til ÅP. I den skole blev Jakob formet som en sublim men også lidt undervuderet fotograf. Lidt i skyggen af de store ikoner.  Men man fornemmer Carlsen har det bedst i skyggen, i støvet, i regnen. Personligt havde jeg håbet han lidt tidligere i karrieren havde udgivet en bog. Men Jacob tager sig tid til billederne. Han forcere ikke noget. Carlsens billeder emmer af stemning. Bogen er fyldt med så mange billeder og man bliver bombaderet fra alle sider. Af håb og fortvivelse, af fattigdom og sult. Jeg har bladret den mange gange og man bliver aldrig rigtig færdig med den. Nogle vil måske mene der er for mange billeder, at den er for løst redigeret, men jeg vil mene den er grundigt lavet. 

Den er på fuldt niveau med den fotojournalistiske klassiker fotobogen Solomons hus af Henrik Saxgren. Carlsen er en fantastisk historie fortæller, og forhåbentligt er han ikke ni år om at lave hans næste bog. 


innovation v. forbund

Vi lever i en tid, hvor mediebilledet ændrer sig, og hvor den enkelte er nødt til at følge med tiden og hoppe på toget, inden det kører.

Det er en tid, der er svær for mange, for det handler om omstilling. Mange fotografer er dygtige fotografer, men dårlige forretningsfolk, for det har de aldrig lært. Eller rettere vi. Det var nemlig ikke et fag på fotojournalisthøjskolen.

Og her går man og tror, at ens forretning er truet af den digitale udvikling, og af kravet om at følge med i den tekniske udvikling. Men i virkeligheden er det ens forretningssans eller mangel på samme, der er ens største trussel.

Enhver freelancer er sin egen flaskehals. Alle ved, at kan man ikke tage telefonen og ringe til kunder, kan man ikke holde et salgsmøde. Og så går forretningen i stå. Man dør en stille død indeni.

Og er det ikke kassekreditten i banken, så er det et girokort fra SKAT, der presser blodtrykket op.

Derfor er det skuffende at se, hvor få der er innovative i vores branche. Hvor få der tænker ud af boksen og skaber noget nyt. Til trods for, at vi lever i en tid, hvor man selv må tage skeen i egen hånd og skabe vækst.

Men det er egentlig ikke så mærkeligt, for der er masser af hjælp at hente i vores forbund, når hvis problemet er, at man bliver fyret og skal have hjælp til dagpenge. Men hvis man derimod skaber vækst og arbejdspladser, så får man den kolde skulder. Eller det røde kort, som man siger i sportsverdenen.

Skaber man vækst, ansætter elever eller tilknytter freelancere, så får man det røde kort. Skaber du arbejdspladser??? Så skal du sgu smides ud af vores forbund!

Har du elever? Uddanner du fremtidens fotografer? Påtager du dig det ansvar, så er det ud!

Det virker, som om vores gamle forbund, PF, der til næste år fylder 100 år, er på vej ind i et nyt århundrede med en politik, hvor udløbsdatoen er overskredet. At de ikke har fulgt med tiden, men i stedet for reagerer bagvendt på en udvikling, de ikke har været i stand til at gennemskue, og som derfor er kommet bag på dem.

Tilbage står de på perronen med fototasken i hånden og kigger efter toget, der forsvinder i det fjerne. Og NEJ, det er ikke DSB's skyld. Toget er kørt til tiden.

Girl power
Der har de seneste år været en lille drejning i fotoverdenen. En drejning der viser at flere og flere kvinder vinder frem på fotoscenen. På DJH i Århus kan en begejstret leder Søren Pagter fortæller at hvor der før var flest mandlige pressefotografer, så er det idag fifty-fifty på fotojournalistuddannelsen. Og det kan ses i aviserne og magasinerne. I Danmark er der mange fotokonger, men der er kun en Dronning, hun hedder Tine Harden. De sidste to årtier har hun begejstret de danske avislæsere. Tine har lavet fotobogen "a kick out of africa". Fra nord til syd, øst til vest har hun fotograferet fodbold på solbrændte græsplæner, tørre gruspladser og oversvømmede marker. Der er fodbold i alle farver. Blå, røde og okkerfarvede baggrunde springer frem i billederne, der er en stor hyldest til farveskalaen.
Dato:
10.06.2010
Kilde:
Lars Bech
Intensivt fotografisk kursus - uge 25
For første gang nogensinde samler vi nu landets største fotografer på Grundtvigs Højskole. Og du kan være med.Bliv opgraderet fotografisk:Grundtvigs Højskole har sammen med Jan Grarup og Das Buro samlet Danmarks førende fotografer til en uges intensivt sommerkursus med den verdensberømte fotograf Jan Grarup som kursusleder
Dato:
25.04.2010
Kilde:
Lars Bech
Fotografisk indavl og rygklapperi
Lad os slå det fast med det samme. Der er rigtig meget godt fotografi med på udstillingen Årets Pressefoto og blandt vinderne. Men noget slører billedet, efter røgen fra festen har lagt sig. Alle kan se mønsteret, men ingen har offentligt turde påpege problemet.
Dato:
23.04.2010
Kilde:
Lars Bech
Fotojournalistikken er i respirator
Rygterne har hængt i luften. Folk har talt om det i krogene, men ingen har turde sige det højt: Der er ikke kun finanskrise. Der er fotokrise. Fotojournalistikken er i knæ.

Dato:
20.04.2010
Kilde:
Lars Bech